Humanistisk Debat

Ateisme. Jørgen Gry.

Der er intet vedrørende universet, livets opståen, arternes udvikling, menneskets legeme eller psyke, moral og adfærd, der nødvendiggør den udbredte antagelse, at der står en eller anden form for "højere magt" bagved disse ting.
Hertil kommer i overenstemmelse med dette det faktum, at vi ved at forestillingen om en Gud/ guder stammer fra menneskets gud - fader oplevelse fra da vi var ganske små, og at en gud er en projektion af denne oplevelse.
Vor videnskabelige og psykologiske viden er i dag rigelig stor til, at vi kan danne os en overordnet, meningsfuld forståelse af verden og os selv, der hviler på sikker, nøgtern, objektiv viden. Ateisme er en rimelig konklusion af denne viden. Og ateisme er en del af et livssyn, der ikke bygger på dårligt begrundet tro som religionerne, hvor fantasien altid har haft frit slag! Ateisme er ikke overtro og ikke en religion. Den er livsforståelse og realisme. Medens religionerne vil missionere og omvende folk, vil ateisme oplysning. For dette er en forudsætning for fremskridt både materielt, kulturelt og ikke mindst på det intellektuelle område, hvor oplysning fører til voksende erkendelse af, hvad der er sandt om verden og mennesket. Det hele medfører gradvist bedre livskvalitet for mennesket, hvis dette forstår at drage konsekvenserne af denne indsigt og i praktisk adfærd.
Medens religionerne har troen, subjektiviteten, alderen, traditionerne og mystikken på deres side, har ateisme naturligheden, nøgternheden, objektiviteten, argumenterne og erfaringerne om virkeligheden på sin side, uden at give afkald på noget af menneskets rige følelsesverden, herunder moralen. F.eks. kan alle have gode kunstneriske oplevelser ved religionernes myter, fortællinger og visdomsord.
Men det er vigtigt at skelne mellem fantasi og virkelighed, dvs. mellem rene psykiske processer og naturens realiteter. Når religionerne optræder som autoriteter angående videnskabelige forhold overskrider de deres kompetence: Det gælder f.eks. fysik, det levendes oprindelse (også menneskets), vor psykes sande natur og alt levendes død . Det sker, når kirken gør bibelske myter og fortællinger og dens egne overnaturlige påstande og ritualer til dogmer. De anfægtelser, som det kan give i forhold til fornuften, vor viden og virkeligheden er da alene kirkens og de troendes problem.
Hvis man vil påstå, at ens gudsforestillinger har en virkelig selvstændig eksistens uden for menneskets indre verden, må man gøre vold mod virkelighedsbegrebet. Et problem er nemlig, at guder altid er usynlige og i det hele taget ikke kan sanses, hverken med vore kendte ydre eller indre sanseapparater. Gudeforestillinger kan ifølge sagens natur kun opleves med følelserne fordi de er følelsesprodukter. Religionernes guder giver sig kun til kende indirekte, f.eks. gennem gamle skrifter ( hvis tilblivelse ofte fortaber sig i fortiden), gennem stedfortrædere ( sønner og profeter, gennem varsler og tegn m.m.
Ateisme kan give sikkerhed og tryghed, og tilmed frihedsfølelse, fordi den er uafhængig. F.eks. af religionernes magtapparater. Ateister lader sig ikke friste af gyldne løfter om fritagelse for skyldfølelser på mystisk vis, om hjælp i nødens stund og om evig salighed i et paradis efter døden. Ateisten er endvidere fri for at skulle leve med religionernes selvmodsigelser, konflikter, urimelige påstande, anfægtelser, overtro og mystik. Han anskuer verden og mennesket realistisk og bevarer sit åndsliv uantastet. Dette er nogle af hans gevinster. Men han mister en mængde illusioner, først og fremmest f.eks. den kristne gud og paradis, eller helvede! Netop derfor bliver mennesket ansvarligt. Man ved, at man hverken kan gøre guder eller djævle ansvarlige for sit liv, sin adfærd, sine uheld og de uretfærdigheder, man må tåle.
Universet har hverken noget sigte eller nogen mening. Det er der bare. Kun mennesker kan tillægge noget en mening. Det nærmeste vi mennesker kan komme til en mening med det hele er selv at vælge det ud, som vi anser for mest betydningsfuldt i livet, og kalde det for meningen. Vi må derfor finde det frem, som grundlæggende er væsentligst for alle mennesker. Som ateist anspores man til at tage ansvaret for sit liv. At give, søge og modtage så meget godt, smukt og sandt man kan, medens man lever. For man ved, at ens tid er kort og at det er disse ting, der giver os mennesker den største livskvalitet og mening med livet. Og godhed, kunst, videnskab og oplysning overlever det enkelte menneske. Det er smukt og godt at vide

---