Humanistisk Debat

Danmark som postreligiøst foregangsland. Erik Elten og Søren Nørby

Danmark som postreligiøst foregangsland

af Erik Elten og Søren Nørby

Bragt som Kronik i Politiken den 13. april 2010.

Vi har en vision. En vision om at Danmark en dag vil spille en rolle som foregangsland. En vision om et sekulært videnssamfund med et politisk flertal der har tilstrækkelig indsigt og ansvarlighed til at stå ved, at Danmark baserer samfundet på viden, ikke på overtro, og i konsekvens heraf får udskilt religion fra al offentlig virksomhed. En grundlovsændring skal fuldende denne proces, men indtil da bør man ved almindelig lovgivning reducere kirkens kulturelle og økonomiske særfordele. Vi har endvidere den vision, at det danske sekulære videnssamfund vil se det som sin opgave at gå i spidsen for en tilsvarende udvikling på verdensplan. En udvikling hvor viden og mennesker sættes i centrum, og religioner og anden overtro henvises til privatsfæren. Hvor Danmark viser vejen, på samme måde som da vi tidligere med uforholdsmæssig stor gennemslagskraft gik i front, når det gjaldt menneskerettigheder.

Takket være naturvidenskaberne har mennesket i de seneste få hundrede år med stærkt stigende hastighed akkumuleret tilstrækkelig viden om universet - og især om vores egen planet og livet her på Jorden - til at vi nu kan give en solid, sammenhængende og evidensbaseret forklaring på helt grundlæggende sider af tilværelsen. En forklaring der er baseret på målbare egenskaber ved naturen, og som på overbevisende måde viser os, at den megen viden vi fortsat mangler om verden og dens gang, skal opnås ved videreførelse og videreudvikling af forskningen, ikke gennem åbenbaringer eller tankespind og deraf afledt pseudovidenskab.

Vi forstår godt, at mennesker tyr til overnaturlige forklaringer i mangel af bedre, og vi ser fremkomsten af religioner som en naturlig, menneskelig reaktion på behovet for at forstå og evt. få indflydelse på tilværelsen. I de ca. 150.000 år, der er gået siden udviklingen af den art, vi tilhører - den eneste overlevende menneskeart, Homo sapiens – har mennesket udbredt sig fra Afrika til så at sige alle egne på Jorden, under udvikling af en rig variation af sprog og samfund i en tilpasning til lokale geografiske og klimatiske forhold. Overlevelse og kulturel udvikling har krævet indsigt i naturen, både den biologiske, som man skal leve af og forsvare sig imod, og den fysiske, som giver de rammer, man har til at udfolde sig i, og hvis farer man ligeledes må beskytte sig imod. Takket være hjernens fabelagtige kvaliteter har de mange etniske grupperinger, som menneskeheden har bestået af gennem tiden, med snilde og fantasi udviklet en lang række praktikker, konkrete såvel som abstrakte, som har tjent dem i kampen for overlevelse. Til dem hører de utallige religioner.

Historien er rig på beretninger om religioners velsignelser såvel som forbandelser. Vi anerkender, at religioner har haft stor betydning og fortsat har det for nogle, ligesom vi konstaterer, at de er uden betydning for andre. Som religionshistorikerne anser vi under alle omstændigheder religionerne for at være kulturprodukter. Vi anser det for givet, at et stærkt sammenhold, baseret på kultisk dyrkelse af fantasifostre i form af ’ånder’ af forskellig art, har været af stor betydning for samlivet med naturen, og at et stærkt socialt–religiøst sammenhold har givet selektionsfordele i menneskets evolution. Vi vil imidlertid samtidig hævde og argumentere for, at den videnskultur, som naturvidenskabernes udvikling i de seneste få århundreder har været kernen i, fuldstændig har udkonkurreret religionernes og andre ikke-videnskabelige systemers forsøg på at forklare struktur og sammenhæng i naturen og universet. Det har man jo rent faktisk også i den vestlige kulturkreds for længst taget den fulde konsekvens af i diverse samfundsgrene, som fx industri og sundhedsvæsen, hvilket har dannet grundlag for den kolossale velfærdsstigning, vores del af verden har gennemgået. Men vi har fortsat en statskirke.

Som en konsekvens heraf stiftedes for 50 år siden den humanistisk-ateistiske forening Humanistisk Forbund (nu: Humanistisk Debat) med baggrund i, at et stort antal personer savnede en platform, hvorfra man kunne argumentere for en anden livsanskuelse end den på det tidspunkt helt dominerende kristendom. På trods af at naturvidenskaberne allerede på det tidspunkt havde vundet blivende fodfæste, stod kirken og dens naturstridige dogmer solidt plantet i grundloven med et deri begrundet monopol på formuleringen af bl.a. skolernes grundlæggende livs- og dødsanskuelser.  Dette har desværre i praksis ikke ændret sig nævneværdigt. Allerede i 1934 fastslog en betænkning om revision af skolebøger, at grundloven ikke indeholder et påbud om, at der skal undervises i religion/kristendom. Faget har ikke nogen særstilling. Vi kan ved almindelig lovgivning nedlægge faget og indbygge det i orienteringsfagene, eller indføre et nyt fag om livsanskuelser. Lovgivning og især administrativ praksis giver fortsat den kristne religion en overmåde privilegeret stilling, både med hensyn til omfang og fordeling af stofmængden. Igen i den seneste undervisningsplan 2009. Planen er sovset ind i og omklamret af bibelske og kirkelige begreber.  Derved motiveres eleverne i mange år til kristne holdninger og tankegange, og først efter intensiv intellektuel og emotionel binding bydes der ret perifert på stof om verdslige, humanistiske og naturalistiske livsopfattelser. Det er rendyrket indoktrinering, og det sker, selvom Folketinget i 1975 afskaffede forkyndelse i skolen. Vi er lykkeligvis fri for politisk indoktrinering, og vi forarges, når vi hører om det. Men kristen indoktrinering er åbenbart noget andet!

Der er noget næsten masochistisk over det, og vi spørger os selv, om det måske er en national bekræftelse af, at ”verden vil bedrages”. For her i H.C. Andersens fædreland kan vi godt have en vis svaghed for bedragere, der, som de to vævere i ”Kejserens nye klæder”, for en stund lykkes med at føre store dele af befolkningen bag lyset, ved at spille på hele registeret i svindelens psykologiske kramkiste. Og vi kan såmænd også godt forstå, at folk kan lade sig bedrage, hvis man, som i eventyret, får at vide, at ellers er man ubegavet eller uegnet til sit embede. Andre bedragere kan love guld og grønne skove eller sågar frelse og evigt liv, og så er vi jo ude i noget der er virkelig stort og, for nogle, måske svært at sige fra overfor. Det bliver ikke lettere, jo flere der lader sig føre med, og jo længere det står på, for så bliver både mængden og længden i sig selv vægtige argumenter for at der må være noget om snakken.

Nu er de fleste danskere som bekendt ikke praktiserende kristne i den forstand, at de går til gudstjeneste med en eller anden form for regelmæssighed, og borgernes fravalg af kirkelige handlinger vokser. Nedgangen i medlemstal skyldes især, at der dør flere medlemmer, end der kommer til. Kirken tømmes nedefra. Andelen af døbte er faldet fra 98% i 1961 til 72% i 2008 og er i hovedstaden nu under 50%. Der er bestemt heller ikke nogen bred konsensus blandt medlemmerne om grundlæggende kristne dogmer såsom den treenige gud, frelse (hvad det så end er) og et liv efter døden (”kødets opstandelse” som det hedder i det sprog). Ikke engang blandt præsterne. Så rummelig, nogle vil sige udvandet, er det 21. århundredes danske kristendom. I takt med samfundets sekularisering har kirken nedtonet talen om de kontroversielle religiøse dogmer til fordel for begreber som ”næstekærlighed”, ”kristne værdier” og ”den kristne kulturarv”, som noget der må bevares for at sikre en samfundsudvikling med uændret sammenhængskraft. Det lyder smukt og stemmer sindet til andagt, men det holder ikke.

Hvad er udfordringen for det gudfrie menneske i det postreligiøse samfund? Den største er måske, at vi kun lever dette ene liv. Forældregenerationen må vige, som den gør hos alle andre organismer, og vi mennesker må acceptere også dette biologiske vilkår, omend det sker med vemod. En anden stor udfordring er, at vi er alene, med hinanden, om at navigere gennem livet. Her er det, at humanismen kommer ind og supplerer det naturalistiske menneskesyn. Vi har, som den eneste nulevende art, et centralnervesystem, der ikke alene er i stand til at erkende tilværelsen og dens livsbetingelser, men også rummer fantasi og følelser, som i samspil med et rationelt erfaringsgrundlag gør det muligt for os at møde hinanden med en medmenneskelig og etisk livsholdning. Mennesker viser igen og igen, at vi alene som mennesker er i stand til at udvise den kærlighed, tolerance og sociale ansvarsbevidsthed, som bør være fundamentet for menneskers forhold til hinanden, for nu at citere vores egen hjemmeside.

Så vi har fortsat vores vision i behold. Når man tænker på, hvor stor en del af menneskeheden der lider under diverse religiøse lederes og kirkers vildfarelser og herskesyge, med tanke- og adfærdskontrol, ofte med overgreb og vold til følge, er det oplagt for os, at et land som Danmark har en rolle at spille som postreligiøst foregangsland for en verden, hvor både politisk og religiøs indoktrinering er udelukket, religion og stat er fuldstændig adskilt, og viden samt humanistiske værdier er i højsædet.