Humanistisk Debat

Jeg, en mutant.

I dette indlæg skriver Erik Bahn om sin opfattelse af religion.

 Naar Forestillingen om Verdens topmaalte Under
 mødes med Overbevisningen om alle Tings
 Endelighed,
 da lever jeg.
 Johannes V. Jensen Digte, 1906.

 Det er for mig en uudtømmelig kilde til undren og inspiration, at mennesket så åbenbart har en hang til at hengive sig til det mystiske, det religiøse. Med vekslende styrke og intensitet dyrkes guddommelige kræfter overalt på jorden. Men det er næppe helt tilfældigt, hvorledes og hvor de forskellige religioner er opstået. Som menneskeværk afspejler de klart tid og sted for deres oprindelse, befolkningernes genetiske sammensætning og kulturelle tankegods og eksplicitte viden om omverdenen. Ganske som enhver hundeejer er fuldstændig klar over, at en hundegud vil se forskellig ud, alt efter om den dyrkes af en hidsig terrier eller af en godmodig labrador.
 Målt med den store alen er religionerne imidlertid stort set enige i deres anbefalinger af, hvorledes et menneskeliv bør leves. Vi tager i dag et fly til de fjerneste afkroge af verden og opfatter det som en helt naturlig ting, at vi kan omgås menneskene på stedet. Men er dette ikke for overfladisk? De mennesker, vi møder, taler et andet sprog, har en anden kultur og sikkert også en anden religion. Bagved ligger naturligvis det alment menneskelige, vor fælles biologiske arv, etc.
 Tidligere overrabbiner Bent Melchior har fortalt, at ved et større økumenisk møde blev repræsentanterne for de forskellige religioner bedt om at redegøre for, hvad der var de vigtigste leveregler i deres religion. Han udtrykte lettelse over at være blandt de første på talerstolen, da det viste sig, at religionerne havde meget fælles tankegods. Det var de samme formaninger, der gjaldt overalt: Man må ikke slå ihjel; man skal elske sin næste; man må ikke stjæle, osv. Alle sammen regler, som enhver ateist også finder det helt naturligt at efterleve. Reglerne er nemlig udtryk for Homo sapiens' biologiske, nedarvede adfærdsmønster. Det er således ikke uden en vis frækhed, at det fra kirkeligt hold påstås, at den moralske habitus i Danmark skyldes den evangelisk-lutherske kirkes indvirken. Man kunne lige såvel påstå, at folkekirken sørgede for sol og regn over landet.
 I glæden over den fælles menneskelighed i en globaliseret verden må vi imidlertid ikke se bort fra, at menneskeheden i løbet af de sidste ca. 60.000 år, under koloniseringen af jordkloden, er blevet opdelt i geografisk adskilte grupper med hver sit genetiske særpræg. (En opdeling som i parentes bemærket måske kunne have ført til udvikling af adskilte menneskearter.) Ganske som alle de andre dyrearter har vi naturligvis måttet tilpasse os de vilkår, der herskede, hvor vi som stamme måtte friste tilværelsen. Dette er på ingen måde trivielt, idet jeg antyder, at et folks kultur meget vel til dels også kan være biologisk funderet. Det er således sin sag at påtvinge en nation en demokratisk styreform, som den egentlig ikke selv ønsker.
 Medfødt adfærd er en meget vigtig komponent i evnen til at overleve, måske den vigtigste. Den lille rødhals kommer f.eks. ud af ægget med en detaljeret programmering til - helt uden at modtage nogen form for anvisning af en styrende rationel intelligens - at kunne trække sydpå ganske alene om natten. Når den dummeste ko hurtigt "lærer" at undgå det elektriske hegn, er det ikke tegn på særlig stor tankevirksomhed. Det vigtige spørgsmål er herefter: Har mennesket mon ikke overdrevet betydningen af vor nytilkomne store hjerne? Har den overhovedet nogen indflydelse på vor dagligdag? I valget af partner er det ikke just det kølige overblik, der gælder. "Kærligheden er en vilje, falder lige gerne på en tidsel som på en lilje", som de gamle sang! På trods af alle formaninger spiser vi junk-food og drikker sodavand til. Vi ryger og drikker og bliver overvægtige. Kort sagt, det er den gamle del af hjernen, der styrer løbet. Hvis vi kunne bruge fornuften, ville tilværelsen nok være mere ens for os alle, - men måske også lidt kedeligere.
 Craig Venter, der overraskede verden med sin ultrahurtige genvej til at sekventere det menneskelige genoms DNA i 2001 (langt hurtigere end forventet), har senere sekventeret hele sit eget genom. På denne baggrund står det klart, at menneskene individ for individ er langt mere forskellige, end man tidligere har troet. Dette kan man kun hilse velkommen, men det antyder også, hvorfor vi ofte reagerer så forskelligt på samme påvirkning. Hvad der er et klart signal for nogle, lyder måske kun som svag støj for andre.
 Darwin mente det alvorligt med sin geniale udviklingslære, der er grundpillen i al biologisk forskning. Alligevel hører man ofte folk skelne mellem mennesker og dyr, og man står med en underlig fornemmelse af, at sagens alvor ikke rigtigt er trængt ind. Vi er dyr!
 Richard Dawkins, Sam Harris, ja alle vi, der tordner mod det religiøse vrøvl og vås skulle måske stoppe op og spekulere lidt mere over, hvorfor det tilsyneladende ikke virker at appellere til fornuften. Bevis på bevis kan dynges op, lige meget hjælper det!
 Men netop i den naturvidenskab, som vi betjener os af i vor argumentation, ligger også nøglen til at forstå, hvorfor det er sådan. Vi har et nogenlunde præcist billede af verden omkring os, men ikke, hvorfor vi bevæger os i den, som vi gør. Det eneste vi ved, er, at vore forfædre har overlevet med den adfærd. Men kan vi bruge en tilpasning til fortidens begrænsede udsyn til at overleve i en verden af i dag, hvor de gamle religioner mere og mere fremstår som en hæmmende, splidskabende faktor?
 Måske. Det virker besynderligt, når en dygtig naturforsker eller læge - som f.eks. den internationalt meget anerkendte humangenetiker Francis Collins - åbent vedstår at "tro på Gud", når nu selv nogle præster ikke gør det. Men det hele er tilsyneladende et spørgsmål om temperament og følelser. Vi er tilbage i den primitive, gamle hjerne, som øjensynligt ikke kommunikerer særligt godt med vor nyudviklede store hjerne. Provokerende sagt, er det en dinosauer-gud, vi bærer på, og som er ganske uden for fornuftens pædagogiske rækkevidde.
 I stedet for hele tiden at henvise til det umulige i, at overnaturlige væsner eksisterer og mystiske hændelser forekommer, vil det være en opgave for den moderne hjerneforskning at finde Gud som levende fossil i krybdyrhjernen. Ikke, at det vil ændre noget i menneskenes hang til at dyrke guder, men det vil vise den lille del af menneskeheden, der er ateister eller agnostikere, at de er nytilkomne mutanter, som ikke kan gøre for, at al denne religiøse hurlumhej lader dem kolde. Det var naturen, som gjorde dem til selvstændige frie mennesker.
 Indlægget indgår i antologien: At leve og dø uden religion. Redaktør Erik Bartram Jensen. Forlaget Camille. 2007.