Humanistisk Debat

Om biologi og humanisme.

Universitetslektor Erik Bahn (genetik) behandler forhold mellem vor biologiske arv og adfærd.

 Vor personlighed ligger i generne, men dermed ikke være sagt, at vi ikke forandrer os gennem livet, påvirket som vi hele tiden er af vore omgivelser. Men det betyder også uvægerligt, at ingen kan reagere på omverdenens mangeartede påvirkninger udover, hvad genpotentialet tillader. Mennesket er ikke en klump ler, som kan formes efter omgivelserne. Vore gener deltager selv yderst aktivt i skabelsesprocessen.
Vi fremtræder altid som individer med vort fremtoningspræg (fænotype); det vil sige, at vi er et produkt af vort anlægspræg (genotype) og dets samspil med miljøet. Naturen har således kun mulighed for at reagere på vort fremtoningspræg, men det er vore gener og deres virkning, som naturen søger at påvirke, såfremt selektionen skal have en varig betydning, og en udvikling kunne foregå. Det er derfor nødvendigt, at det enkelte individ nøje afspejler de gener, som ligger til grund for personen, for at naturen ikke skal selektere i blinde. Med andre ord: Afstanden fra vore gener til os selv som individer er af største betydning for den hastighed, hvormed evolutionen forløber. I betragtning af den hast, hvormed vor store hjerne har udviklet sig, må individet tydeligt afspejle de gener, som har skabt det. Det er på denne baggrund, man skal forstå, hvorfor det er så vanskeligt at ændre på vor adfærd.
Gang på gang må vi konstatere, at de mange foranstaltninger, vi sætter i værk for at opdrage og tilpasse vore børn, ikke ændrer ved noget. Næste generation gentager trofast alle de fejl, som forældrene har gjort. Dette tages ofte som udtryk for den sociale arvs afgørende betydning, og ikke et øjeblik tør man skæve til genetikken og naturens ofte respektløse behandling af sine børn. Stillet over for valget mellem egen utilstrækkelighed eller magtesløshed på grund af vor biologiske arv, må vi vælge utilstrækkeligheden og dermed selvbebrejdelserne for i det mindste at bevare håbet om, at endnu en forstærket indsats vil nytte noget. Alene det brændende ønske om lighed og et godt resultat udelukker bare tanken om en dømt fiasko, og praktisk nok sikrer dette, at der bliver gjort alt, hvad der er menneskeligt muligt for at give alle et godt liv. God moral baseret på uvidenhed hos nogen og hos andre, evolutions-biologer for eksempel, på trods af viden. De er nemlig ganske som den første gruppe låst fast af deres egne "gode" gener. Således forbliver verden næsten uforanderlig.
På bare tre millioner år har den menneskelige hjerne tredoblet sig, vel at mærke på den intellektuelle side; de basale, oprindelige dele er ikke nævneværdigt berørt. Som sagt, vil denne konflikt mellem den gamle og den nye del af vor hjerne få os til at opleve verden som grum og barsk. Vi er tvunget af naturen til at gøre vort bedste; og mens det tidligere hed: Du skal tjene dit daglige brød i dit ansigts sved, så hedder det nu: Du skal pukle for din daglige medicin ved computerens skærm. Problemet er, at vi kan for meget. Hvor nemt var det ikke i gamle dage for bare 100 år siden. Børnene tog sig af deres forældre, når de blev gamle og evt. flyttede ned i aftægtshuset. Forudsætningen for dette familiesammenhold var imidlertid, at naturen gennem en tidlig død sørgede for, at forældrene aldrig blev en helt urimelig belastning for børnene. Naturens ubønhørlighed fritog os for ansvar (og skyld). Idag må vi sende vore syge og gamle på plejehjem og sidenhen endelig slukke for respiratoren, med dårlig samvittighed.
Naturen tillod os gennem udviklingen at fremstå som Homo sapiens, et socialt væsen med stor intellektuel kapacitet. Vi fik evner, som vi altid har forstået at udnytte til det yderste i kampen for tilværelsen og artens eksistens. Vi har altid gjort vort bedste, selvfølgelig. Men hvad der var en vellykket strategi for overlevelse, da vi næsten intet kunne stille op, førte med tiden til en dominerende rolle i verden, og i dag kan vort intellekt yde mere, end vort urgamle, oprindelige følelsesliv kan kapere. Det er det moderne menneske i konflikt med "det gode dyr" i os selv. Prisen, vi må betale, er en konstant dårlig samvittighed og forvirring over, at vor fornuft byder os at tage beslutninger, som vore følelser er imod, som når vi fx. skal tage stilling til organtransplantation. Det er naturens leg med mennesket, som kattens leg med musen, og naturen er ikke bange for storstilede eksperimenter. Hvad skete der egentlig med dinosauerne?
Lad os møde udviklingen med værdighed og acceptere vor tildelte skæbne og tyngende viden, selvom vi - som Johannes V. Jensen udtrykte det - nok "aldrig kan glemme, at man lovede os evigheden." Det er humanisme!