Tro afhænger af viden. Søren Nørby.
I dette indlæg skriver universitetslektor Søren Nørby (genetik) humoristisk om sit livssyn.
I den klassiske børnebog "Spørge-Jørgen" stiller den videbegærlige plageånd bl.a. spørgsmåleet: "Hvoffer er jeg ikke ble't en kat?". Jeg har i en årrække brugt Storm Petersens tegning med dette spørgsmål fra bogen i den første forelæsning i arvelighedslære for de lægestuderende ved Københavns Universitet, som udgangspunkt for en nærmere diskussion af arveanlæggenes betydning for et individs udvikling og egenskaber.
Vi er blevet mennesker fordi vore forældre er/var mennesker. Opskriften ligger i æg- og sædcellernes kromosomer (DNA). Kun katte får katte. Egetræer får egetræer osv. (Jeg skulle naturligvis have brugt et andet eksempel også: får får får!)
Ikke nok med det: Jeg er det menneske jeg er, fordi jeg har netop de to forældre jeg har. Ingen andre kunne have "lavet" mig. Hvis ikke de to mennesker havde kendt hinanden, også i gammeltestamentelig forstand (1. Mosebog, kap. 4, vers 1), så var jeg aldrig blevet til! Hvor er det dog tilfældigt!
Hvis en af de andre millioner af sædceller havde "vundet" kapsvømningen mod ægget i kølvandet på det samleje, var jeg heller aldrig blevet til. Som jeg også plejer at sige: Hvis telefonen havde ringet, var jeg aldrig blevet til. Biologisk indsigt påvirker ens menneskesyn, ja hele ens verdensopfattelse; det man "tror" på. Tro afhænger af viden.
Som art er mennesket et af de mange foreløbige resultater af årmilliarders biologisk udvikling, evolutionen.Men vi er enestående ved vores høje bevidsthedsniveau. Hos den enkelte er det det netværk af hjerneceller der ligger til grund for bevidstheden som frembringer vore psykiske funktioner, herunder glæde, kærlighed, omsorg og omtanke. Valg. Vi er begrænsede, men også begunstigede, af vores biologi.
Næstekærlighed er ikke et bud. Det er biologi. GUD, og andre guder, er menneskets opfindelse. Vi er alene med hinanden og resten af den verden vi lever i og er en del af. Det er på den baggrund vi skal skabe et meningsfyldt liv, kreativt og i harmoni og glæde med vore medmennesker og naturen.
Kristendommen er en livsløgn, ligesom andre religioner. Menneskets etik skal defineres af mennesker, ud fra det at være menneske. Det er humanisme, og det er det vi skal bygge på.
Forrige side: Humanisme og naturalisme - et fornuftigt valg. Erik Elten
Næste side:Om biologi og humanisme.