Udskriv denne side

Vor viden om verden

Vi mener, at menneskets viden om sig selv og sin omverden først og fremmest bygger på et rationelt erfaringsgrundlag. Det er gennem en videnskabelig, kontrollérbar forskning, vi lærer virkeligheden at kende, ikke gennem åbenbaringer eller tro på guddommelige eller andre mystiske kræfter. Videnskabelige analyser repræsenterer metodologisk ateisme.

Det har været en lang og vanskelig proces at erstatte mystiske opfattelser med objektive forklaringer på naturens indretning, herunder naturfænomener som sygdomme og naturkatastrofer. Forskningen med dens stadigt mere dybtgående indsigt i naturens opbygning og virkemåder er historisk set et relativt nyt fænomen, som først så småt begyndte at vinde fodfæste for cirka 400 år siden.

Vor nuværende viden er resultatet af en passende kombination af kreativ fantasi, erfaring, fornuft og hårdt arbejde. Her kan humanister finde grundlag for en naturalistisk livs- og verdensanskuelse.

Den teknologiske anvendelse af fagvidenskabelig erkendelse er grundlaget for moderne samfund og menneskelig velfærd og følgelig helt uundværlig. Men vi skal måske ikke altid gøre, hvad vi kan, fx udvikle masseødelæggelsesvåben, det være sig nukleare, biologiske eller kemiske.